
25. januar 2023. I 1962 fik skibsreder A.P. Møller koncession på efterforskning og indvinding af olie og gas fra Danmarks undergrund. Det blev startskuddet til et erhvervseventyr uden sidestykke i moderne dansk historie. Resultatet blev nemlig ikke blot opbygningen af en dansk olie- og gasindustri, som gjorde landet selvforsynende med disse råstoffer. Den opsamlede viden og knowhow førte også til, at vindmølleindustrien gik til søs, etablerede nogle af verdens største havmølleparker og bragte dansk industri i førertrøjen inden for vedvarende energi. Foredraget trækker de lange linjer i historien og ser afslutningsvis på fremtidens muligheder inden for f.eks. bølgekraft, tidevand, geotermiske anlæg og Power to X-projekter.